(Kapitel fra "Together we stand")
Christina Yankson, 32 år, laver PR for handicaporganisationen GSPDs Woman’ Wing, hvor hun blandt andet opsøger unge handicappede og fortæller om organisationen. Har gået fem måneder på Egmont Højskolen, hvor hun lærte om demokrati og lærte kørestolsdans og basketball, og hun kan stadig nogle få danske ord.
Luften blev gennemskåret af pigehvin, da de danske højskoleelever en aften ankom til Workers College i Takoradi. I døren stod Christina og tog overstrømmende imod danskerne, ikke mindst dem, hun kendte fra sin tid på Egmont.
Det danske besøg i Ghana var vigtigt, synes hun. Ikke mindst for sportens skyld. Ydermere faldt besøget sammen med GPDs 25 års jubilæum, og derfor var der basis for at invitere Ghanas minister for West Region, Sophia Horner. Ministeren, som selv har venner blandt handicappede, lovede at fremskynde den handicaplov, som alle handicappede har ventet på i årevis.
Christina Yankson føler sig stolt over, at det lykkedes at få ministeren til at komme, og derudover dækkede to medier ministerbesøget – og fik set de blege danskere.
Vigtigt at tage til Danmark
I alt har otte kvindelige medlemmer af GSPD været elever på Egmont. For Christina var det fem betydningsfulde måneder:
"Det er vigtigt at tage til Danmark og lære om demokrati, for handicappede har ingen rettigheder i Ghana. Jeg kunne tage tilbage og promovere menneskerettigheder hjemme i mit land."
På den anden side følte Christina sig også anderledes i forhold til danske handicappede. Ikke på grund af hudfarven, men på grund af sine krykker. Mange andre fysisk handicappede havde en kørestol.
"Kørestole er godt at have i et tilgængeligt land som Danmark, men de duer ikke til alt her i landet. Jeg kan klatre og komme op af trappetrin ved at bruge mine krykker, så her synes jeg det er OK at bruge krykker."
Under danskernes besøg har Christina været en meget aktiv sportsudøver, og hun håber, at de to workshops vil sprede budskabet om, hvad sport kan gøre for den enkelte handicappede.
"Fremtiden? Den bliver bedre end den tidligere," kommer det med et stort grin fra Christina.
|